Refluks - opråb og kærlighed

Den 5. marts 2018 kom vores længe ventet lillesøster til verden, hun var stor og skreg så højt allerede da hun så dagens lys, at alle var glade og komplimenterede det. Denne vidunderlige gråd, skulle senere vise sig at være vores største og sværeste kamp! Allerede første nat på sygehuset, blev vi flyttet fra fællesstue til ene stue, fordi lillesøster skreg meget, hun ikke bare græd.

Nej hun skreg!

Og det var ikke svært at overtale sygeplejerskerne dagen efter, til at det var på tide at komme hjem. De efterfølgende uger, havde vi en baby der sov meget, men også en baby, der konstant ville have bryst, græd i hendes vågne timer og aldrig fandt ro. Vi blev spist af med, at kolik og gylp var meget almindeligt for babyer, og hun vil vokse fra det.

Da hun er 3 uger gammel, bliver hun syg. Efter 3 dages sygdom, var hun helt slap og jeg kunne ikke længere holde hende vågen til at spise.

Så vi bliver indlagt akut på børneafdelingen, og hun får her konstateret rs-virus.

I forbindelse med dette, kigger en læge hende i halsen for at ligge en sonde, og kan se at hendes halsrør er knaldrødt, ja nærmest ætset væk. Og vi får hermed diagnosen refluks.

De efterfølgende måneder, havde vi en lille baby der skulle have smertestillende, først 6 gange dagligt, og refluks medicin 10 mg 2 gange dagligt. Vi havde sundhedsplejerske en gang om ugen, og kontrol på sygehuset 2 gange i måneden.

Hun græd, konstant.

Kunne ikke ligge ned overhovedet. Så hun sad i klapvognen og sov, hang på os i hendes vinkle nat og dag, og spiste konstant! Hvilket gav hende endnu mere uro i maven og

vilde opkastninger 20-30 gange dagligt.


Efter 5 måneder var jeg desperat! Og i et møde med overlægen erkendte jeg, at jeg simpelthen ikke orkede mere. Min mand havde fået konstateret meningitis, og jeg hverken spiste eller sov.
Vi blev indlagt igen. Min datter er 5 måneder og vejer 10 kilo. Og nu skal hun på kur!


Det var de hårdeste 2 uger i mit liv, jeg vidste at hun havde ondt, at min mælk lindrende hendes smerter og samtidig gav hende tryghed.

Men det var en ond cirkel, for hun var overmæt konstant.
Og nu vender det langsomt, hun begynder at spise ordentlig mad, og er glad og tilfreds så længe hun ikke ligger ned. Vores søvn bliver langsomt mere sammenhængende, og hvor vi i mange måneder kun har sovet 15-30 min ad gangen, sover hun nu op til 3 timer.


Vi er stadig ikke udredt, og hun har stadigt ondt, men hendes lille krop har nu ro til at opbygge hendes hals på ny.

Det er mere end ualmindelig hårdt at have et sygt barn, men det er ekstra hårdt og barnet får en sygdom som alle tager på sig, hvis barnet fejler det mindste. For det gør, at lægerne til sidst har svært ved at tage det alvorligt (ulven kommer). Lad nu være at give jeres børn diagnoser selv, det er et kærligt og velment opråb.

Og til alle der står midt i det, har gjort eller ender med at gøre det. Husk at passe på dig selv! Dit barn skal bruge en stærk mor, det er du ikke uden overskud!

Bed om hjælp, bank i bordet og sæt dig selv først, bare en gang i mellem!