Stress i en juletid; et øjebliksbillede

Det er 2. juledag og klokken er 20.37. Børnene sover. Det gik heldigvis hurtigt. Uden tvivl fordi de har været sent oppe de sidste par dage. Juleaften sov de først efter klokken 23, og selvom det sikkert er upædagogisk og dybt uansvarlig sent overfor en 3 årig og en 7 årig, så nød de dagen fra start til slut. Desuden har de sovet længe siden, det ser jeg som deres lille julegave til mig!

Nu sidder jeg i sofaen, og overfor mig viser Tv’et Venner. Ved siden af står juletræet og ser lidt tilovers ud. Som om det tænker: ”Hvad nu?”. Vi har ikke holdt jul hjemme i år, så der har ikke ligget gaver under det, ja, vi har ikke engang danset om det for sjov. I morgen pakker vi julepynten væk og smider træet ud på terrassen. Det er som om juletræet ved, at det ikke har levet op til sit fulde potentiale. Som om der var styr på alle detaljerne, og alligevel blev det ikke, som det havde forventet. Det kender jeg godt. Jeg har været stresssygemeldt siden d. 4 december. Det er 22 dage. Inden juleferien sagde min læge til mig, at hvis jeg ikke snart begyndte at slappe af og give mig selv tid til at fokusere på stressen, kunne hun lige så godt sende mig på arbejde. Jeg ved godt, hvad hun mener. Jeg har svært ved at trække stikket og tænke på mig selv, og det er til hverdag! Lige nu er det da helt skævt, præcis som man kunne forvente når man holder ferie med børn.

Jeg symptombehandler med lange lurer, snacks, sodavand ad libitum (tak Tyskland!) og den aftenlige cultshaker, jeg drikker som erstatning for den rødvin, jeg ikke kan lide. Lurerne er for at få lidt tid for mig selv og snacksene er forkælelse. En lille bitte gave fra mig til mig, helt uden leveringstid. Cultshakeren, well, jeg er jo ikke den eneste der får mig en lille en til højtiderne.

Det’ helt normalt!

Det er også helt normalt at tage fire kilo på, på et par dage, men det prøver jeg, ikke at tænke på… I aften, anyways. Jeg fortæller folk, at jeg er sygemeldt med stress. Det er jo ikke en hemmelighed, og hvis folk ved det, undgår man måske akavede øjeblikke.

Det smitter jo ikke.

I går var vi til 1. juledagshygge med min side af familien. En af mine yndlingspersoner var der. Hun har det til tider svært, så da jeg så hende, sagde jeg, at jeg var glad for, at hun var der. Hun sagde, at hun heller ikke havde vidst, om hun kunne overskue det, før tidligere samme dag. Jeg svarede, at det var godt hun mærkede efter. Hun kiggede alvorligt på mig og sagde:

”Husker du også det?”.

Hun er seriøst 15 år gammel! Hvis en 15 årig kan anerkende den slags belastninger og kender kuren på det, så burde jeg sgu stramme mig an. Og ikke først efter nytår, men nu. Finde sunde måder at håndtere det her å, som ikke kræver fedt, alkohol og en større mængde daglig hvile. Noget, som kan kombineres med familieferie og nytår, for der er stadig 8 dage til børnene skal i børnehave og skole (Ja, jeg tæller sgu lidt ned!).

Nu afslutter jeg lige den her pose chips (Jeg er jo begyndt!), griner lidt mere af Vennerne, går tidligt i seng og i morgen vil jeg lytte efter mine behov og begynde virkelig at kigge på de tankemønstre og strategier, som har skabt min stress. Det skal man nok lige vænne sig til efter 5 dage med ”Moar, moar, moar!”, men jeg ved jo godt, at der er det, lægen har anbefalet. Heldigvis har min kæreste også ferie, så jeg står ikke selv med børnene, og han er god til at give mig tid. Om det så er til en løbetur eller en lur. Selvom luren mest har været et plaster på et meget blødende sår, så betyder det jo ikke, at man skal droppe ideen helt… Vel?

Efter ferien har jeg stadig to ugers sygemelding inden jeg igen skal på arbejde, så jeg har heldigvis tiden på min side lidt endnu. Men det er vigtigt, at jeg ikke ender mere stresset end jeg var, da jeg blev sygemeldt. Det skal jeg huske; at det her er midlertidigt, og at børnene ikke tager skade af, at mor tager sig lidt tid for sig selv. Det er kun godt for os alle.

Det er en investering i vores fælles fremtid.

Der er jo endnu et år lige foran os, helt nyt, friskt og uspoleret. Det år skal starte anderledes end 2018 er sluttet, og det er kun mig der kan sørge for det. Det er mit nytårsfortsæt: at få styr på min stress, for jeg er en vigtig del af min familie, og det, der gør mig godt, gør også familien godt. Det kræver overskud at være mor, medarbejder og mennesker i dag, og det overskud skal jeg sørge for, at give mig selv tilbage; et brudt tankemønster af gangen. Lige nu virker det som om der er langt til mål, men hvert skridt tæller, det handler bare om at tage det første. Og det er lige hvad jeg gør… I morgen ;)

Godt nytår til os alle! Det har vi fortjent.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.