Vi har altid vidst der var noget særligt ved August.

Han har altid været bagud. I rigtig lang tid blev vi med at sige det var pga. hans hyper mobilitet. At han selvfølgelig nok skulle indhente det tabte når han kom i børnehave og skole. At han nok skulle lære at kramme folk, tage tøj på selv, spise selv, sparke til en bold, tale som andre børn, lege med legetøjet på den rigtige måde osv.

Til gengæld kunne han nogle dybt fascinerende ting i en tidlig alder. Da han var 2-2,5 år, kunne han hele alfabetet, alle dyr, alle maskiner, alle farver og tælle til 10. På både dansk og engelsk. Han havde ved at se tv og YouTube lært sig selv, at tale engelsk og kunne pludselig alle de her ting. Det var både sødt og charmerende, men samtidig gik det hen og blev et problem. Han blandede sprogene sammen, og de andre børn i dagplejen/børnehaven kunne ikke forstå ham.

Da August starter i børnehave, går det stille op for os at det nok ikke ”bare” var langsomhed. At der nok var noget mere at være bekymret over. Han havde i 2 år befundet sig i en beskyttet verden ved sin dagplejemor, og pludselig var det tydeligt for os, at han ikke var som de andre børn eller udviklede sig som de andre. Vi sagde i samråd med børnehaven og kommunen ja tak til en udredning senere på året.

Det var en svær beslutning og det tog rigtig hårdt på os alle sammen.
Indeni ved man det er den rigtige beslutning, men frygten for hvad det ville ende med tog i lang tid over.
Hver dag gik med tanker og snakke om August og hvordan vi kunne løse det her. Det var psykisk nogle virkelig hårde lange måneder. Samtidig med at vi prøvede at se på August på en ny måde og finde ud af hvad der var bedst for ham, for at han kunne fungere.

Vi måtte gå på kompromiser med os selv og den verden vi var vant til. Det var slut med de store familiefester, hel dags juleaftener med frokost, kirke og pakkeræs om aftenen. De lange ture i sommerland, den årlige familietur i sommerhus osv.


 Vi måtte ændre vores måde at fungere på, for at få det bedste frem i August.

I april 2018 en måned før August blev 4 år startede vi et udredningsforløb. Det var en måned hvor hele familien blev sat på prøve. August reagerede voldsomt på testene når der var ro omkring ham. Han græd, råbte, slog, ville ikke spise og sove. Han var generelt bund ulykkelig, fordi alle de her test havde taget så hårdt på ham.

Det var hårdt for os som forældre og kærester. Hver dag måtte vi kigge på hinanden og sige vi kan godt klare det her. Sammen er vi stærkere. Alt er bedre når vi er sammen om det.

Fredagen kom hvor vi skulle have svar på udredningen og diagnosen.

Jeg sad i bilen og græd. Gik ind og fik diagnosen Infantil Autist i moderat til svær grad med udvikling som en 2-3-årig.
Jeg græd stille.

Vi sad en time og fik gode råd, mulighed for at læse rapporten og stille spørgsmål. Jeg sagde ingenting. Følte mig tom indeni. Svaret var præcis som jeg havde forventet, men at se det sort på hvidt slog alligevel benene væk under mig.

Jeg gik hjem i seng og græd. Næste morgen stod jeg op og har ikke grædt siden.

Autisme er nu en del af vores og Augusts verden.

Det er en følgesvend vi skal lære at kende, og acceptere. Alle sammen. Vi lærer August bedre at kende hver dag og føler vi har fået bygget en hverdag op som vi alle trives i.  August udvikler sig hver dag, og vi ser så meget potentiale i ham.

Han er solen i vores familie og alle vi andre er planterne der kredser omkring ham.

Vi ville på ingen måder være foruden August i vores liv. Han er altid glad, smiler, snakker, synger og kysser og krammer. Men han er ikke det vi troede vi fik. Han har vist sig at være noget helt andet.

Det er ikke dårligt at have et autistbarn, det er bare noget andet. Man skal bruge noget tid på at acceptere at drømmen ikke er som man troede den ville være, og i stedet fokusere på alt det positive man får.

Det har kostet venskaber og er rigtig svært med den manglende forståelse fra vores omgivelser og omverden. Autisme er et skjult handicap. Det kan være svært for andre at forstå vi ikke kan deltage i alting, komme til begivenheder med kort varsel og generelt være spontane.

Vi har to skønne børn og får alting til at fungere. Men vi håber folk ikke dømmer os hvis vi en sjælden gang har en grædende dreng med ud og giver ham en Ipad, eller kører tidligt fra en fest, fordi vi kan se hans grænse er ved at være nået.

Vi bruger meget tid på at ”planlægge” en dag og en nødplan hvis det er noget August skal deltage i. Nogle gange glipper det og vi når ikke at læse hans signaler. Men vi lærer hver dag.

Jeg kan godt ind imellem føle mig uretfærdigt behandlet.
Jeg føler der er truffet beslutninger på mine vegne som jeg ikke selv er herre over. Vi skal ikke have flere børn, da risikoen for at få flere autistbørn er til stede. Det er selvfølgelig et valg vi selv træffer, men mit overskud, min families overskud og mod er ikke til flere handicappede børn. Så omstændighederne omkring mig, som jeg ikke selv har valgt, gør der er truffet beslutninger jeg måske egentlig ikke ønskede. Jeg beundrer dem, som har det mentale overskud til at prøve igen og øge familien, det er desværre bare ikke mig.

Men samtidig kan jeg fyldes op med glæde og kærlighed hver dag.

August.jpg

Jeg får så meget igen fra mit lille menneske, og jeg nyder at se ham udvikle sig og trives. Og at vide jeg har overskud, lyst og vilje til at give ham de bedste vilkår jeg kan i livet er drivkraft i sig selv. August er så heldig at hans storebror er 16 år, og ikke har brug for os på samme måde mere. Så på den måde er der masser af tid til ham og overskud til selv de små ting. Jeg arbejder deltid for at have mulighed for at give August en kortere dag i børnehave og den afslapning og tryghed hjemme som han har stor brug for.

August er nu snart 4,5 år. Han kan stadig ikke selv tage sit tøj af og på, bruger stadig ble og forstår ikke ting jeg siger, som han ikke kan se foran sig. Til gengæld kan vi nu spille vendespil med 6 brikker, jeg må bygge med Lego sammen med ham og han skal starte i autist børnehave om 2 uger. Så det går fremad, og vi glædes hver dag.

Jeg er stærk hver dag. For min skyld, min families skyld og ikke mindst August. En gang imellem bukker jeg under og glemmer mig selv og mine behov.


Men jeg rejser mig igen og vi kæmper alle videre.

August_.jpg