Vores morsyge refluksbaby!

Lillesøster Camille kom bogstavelig talt flyvende ud i armene på os, en mild sommeraften i juni, på bagsædet af farmands Audi inde midt i Aalborg centrum, kun 5 min fra sygehuset og med forbigående mennesker som tilskuere.

En drømmefødsel, der trods sin lidt dramatiske afslutning, efterlod mig med følelsen af, at mig og min kæreste endnu engang havde skabt en sund og dejlig datter.

Min historik i forhold til at amme, var ikke god. Andrea, vores ældste datter, havde jeg forsøgt at amme, men jeg måtte opgive efter kun 2 måneder i suttebrik-helvedet, da hun på ingen måde blev mæt af min mælk. Min tilgang til at amme Camille, var derfor lidt mere afslappet, og jeg havde på forhånd givet mig selv lov til at opgive det, hvis jeg følte, at det på den ene eller anden måde ikke kørte, som det skulle. Heldigvis viste det sig lynhurtigt, at amningen kom op at køre uden brug af suttebrikker. Det var en helt anden positiv og rolig oplevelse end dengang med storesøster!

Og dog….

Jeg har altid vidst, at det var normalt for babyer at gylpe lidt efter et måltid, jeg har bare aldrig selv haft et barn, der gjorde det, eller kendt nogle babyer, der har gjort det så meget, som Camille gjorde. Derfor kom det som noget af en overraskelse, første gang Camille skød en stråle afsted. Det blev hurtigt en selvfølge, at hun gylpede store stråler af modermælk ud, hver eneste gang hun slap brystet efter et måltid, og det var i så voldsomme mængder, at det føltes som flere deciliter hver gang, som derfor ikke kunne undgå at havne udover det hele.

Gylpen viste sig at komme på alle tidspunkter.

Både under og flere timer efter amningen. Hun var derfor konstant en tikkende bombe, der kunne gylpe udover os, gulvet, sengen eller sofaen, hvornår det skulle være. Sommeren var heldigvis varm, så det var begrænset, hvor meget tøj, jeg havde på i løbet af dagen, når jeg skulle være parat til at afværge et skyl. Jeg har i den periode af mit liv aldrig skiftet så meget tøj og vores vaskemaskine kørte hver eneste dag. Det var på ingen måde unormalt, at jeg skiftede tøj på hende 8 gange om dagen, og jeg selv gik rundt med indtørrede gylpplamager på tøjet, fordi jeg til sidst opgav at skifte.

Jeg stank af gylp!

De 50 stofbleer vi havde, blev brugt på 1,5 dag. Det var virkelig et mareridt.

Vi inddragede hurtigt sundhedsplejersken, da hun kom på hjemmebesøg, for vi var helt overbeviste om, at det ikke var normalt, at hun skulle gylpe i det omfang, men som modsvar til os, sagde hun helt roligt og med et smil på læben:

“Tillykke, I har nok bare været heldige at få jer et gylpebarn”.

Jeg har altid haft meget tiltro til, at det fagpersonale, der er omkring mig, har styr på tingene, så derfor accepterede vi situationen. Særligt fordi vi kunne se, at Camille udviklede sig, som hun skulle på alle parametre. Hun voksede, som hun skulle og var, bortset fra gylperiet, egentlig en tilpas og nem lille pige…..

De første 2 måneder af sit liv.

refluks

Da hun blev 2 måneder, ammede jeg hende stadigvæk ca. hver 2. time - dag og nat. Lægerne grinte af mig og mente, at det var en selvfølge, at hun ville gylpe så meget, hvis jeg ammede hende så ofte, hvilket egentlig også giver rigtig god mening, men når man har vandret rundt med en skrigende baby for at trække tiden imellem amningerne den ene dag efter den anden, så bliver man godt nok sat på en prøve psykisk. Det var tydeligt, at hun ikke blev mæt af min mælk, og derfor hurtigere var sulten, men da vi forsøgte at introducere sutteflaske og MME, nægtede hun. Vi havde held med at give hende en flaske en enkelt gang, men det resulterede i, at hun efterfølgende blev dårlig og brækkede sig ud over alt.

Det er utroligt, hvad man som menneske kan vænne sig til, da man til sidst opgav og accepterede, at man altid skulle skifte tøj på sig selv og baby, samtidig med at sofa og seng altid skulle tildækkes af håndklæder. Det var simpelthen så ulækkert, men alligevel blev det hverdag for os. Hele vores nærmeste familie og vennekreds var målløse hver gang de var vidner til, hvor meget hun kunne gylpe og de kunne heller ikke forstå, at lægerne ikke ville reagere. Det var hårdt, at man gang på gang skulle undskylde for hendes gylp, når vi var på besøg hos andre og hele tiden skulle sige

“Du må gerne holde hende, men hun gylper, og du har pænt tøj på….”

man havde altid noget parat, man kunne sige i den forbindelse.

Det er så skræmmende, hvor sårbar man pludselig er, når det gælder ens børns helbred. Jeg har gang på gang følt, at vi ikke er blevet lyttet til ved lægerne og at de mest af alt så på os, som nogle pylrede forældre. Jeg betvivlede af flere omgange min dømmekraft og i de sene nattetimer, når man har været oppe i flere timer med hende, ulykkelig fordi hun ikke har været ordentlig mæt eller tilpas, skulle man ikke begynde at tænke for meget over tingene. Jeg fik så ondt af mig selv, for selv de mest uskyldige tanker, kunne løbe afsted med mig, når man nat efter nat, er i søvnunderskud og tydeligt kan se på sit barn, at det ikke er tilpas.

Den positive og hyggelige oplevelse, det helst skulle være at blive storesøster, blev erstattet af en afstandtagende storesøster, der også selv led under den opmærksomhed, som Camille fik. Andreas mest brugte sætning var: “Ad mor, hun gylper”, og der var ikke noget at sige til, at lillesøster ikke var specielt spændende, når hun bare gylpede hele tiden og mor derfor ikke havde tid til at lege eller give opmærksomhed.

Min samvittighed drev mig til vanvid hver dag, og jeg følte mig bare fastlåst med mit lille gylpemonster!

refluks

Efter at have forsøgt at råbe 3 læger og 2 sundhedsplejersker op uafhængigt ad hinanden, lykkedes det os endelig at få hul igennem til børnelægen. Og det var på trods af, at vi af flere omgange har været igennem ubehagelige situationer med store opkastninger, hvor hun næsten har været ved at blive kvalt i sit eget bræk. Lægerne ville trods dette, ikke give os en henvisning. En gang var jeg ‘heldig’ at en sundhedsplejerske, der var reserve for vores egen sundhedsplejerske, fik lov at overvære en amning. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle tilses af en børnelæge. Hun bad os derfor tage kontakt til lægen (igen). Vores egen læge afslog henvisningen og beroligede os endnu engang med, at Camille var lige, som hun skulle være. Jeg var meget chokeret over, at de to fagpersoner så så forskelligt på tingene, og jeg følte på ingen måde, at jeg blev lyttet til.

Gylperiet fyldte alt i vores liv, og vi måtte planlægge mange ting efter det.

Vi fravalgte at gøre bestemte ting, for ikke at bringe os selv i en uheldig situation, hvor hun måske gylpede udover noget eller nogen. På vores sommerferie på Kreta, gylpede hun flere gange store mængder af bræk ud over hele gulvet i restauranten, og man havde konstant et undskyld parat. Man endte med at blive en stor undskyldning for sig selv, og man var konstant nervøs for, hvornår næste skyl kom. Derfor var der mange sociale sammenhænge, vi ofte frygtede at deltage i, ligesom det også altid var en udfordring for mig at være pænt klædt, da jeg altid fik store skyl ud over mig. Den lykke man gerne skulle opleve som forældre til et nyfødt barn, falmede også ofte, fordi man faktisk synes, at det var enormt besværligt og irriterende, at hun altid gylpede.

Det var først, da Camilles vægtkurve knækkede, da hun var 5 måneder, at de valgte at henvise os til børnelægen. Dog var det med en kommentar fra lægen om:

“Ja, det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke tror, at Camille fejler noget, men fordi hun er faldet i vægt, så tjekker vi lige op på det, men kun for en sikkerheds skyld”.

Yes!! Efter 5 måneders kamp lykkes det os endelig at få hul igennem! Det var en kæmpe befrielse, da vi ankom på børneafdelingen og for første gang i den her lange proces følte, at der var nogen, der troede på det, vi fortalte, og som lyttede til os.

En sætning, der stadigvæk kan gøre mig ked af det, er: “hun er godt nok morsyg”. Dén sætning kan få alt inde i mig til at gøre ondt. Det gør ondt på mig, at min datter ikke har været glad, og sikkert også har haft ondt, men det gør mig oprigtig ked af det, at alle omkring hende ikke har kunne se, hvor dejlig en lille pige hun er, fordi hun har været enormt svær at komme tæt på. Hun har tilbragt det meste af sit liv på min arm, eller hængende ved mit bryst, for det var af praktiske årsager nemmest, at det var mig, der blev oversvømmet i gylp, end det var gæster og folk, der kom på besøg uden skiftetøj. Hende og jeg har et helt unikt bånd, og hun har den dag i dag vanskeligt ved at åbne op overfor folk, hvilket vi kæmper med hver eneste dag. Det bliver langsomt bedre og vi kan se fremad, men nogle dage kan man godt blive bedrøvet over, at man ikke blev lyttet til tidligere, så man kunne have undgået alt det, man går igennem nu.

Camille er stadigvæk på medicin og har været det i 3 måneder snart.

Allerede få uger efter hun var startet op på det, kunne vi mærke en markant forskel. Ikke nok med, at hun stoppede med at gylpe i løbet af dagen, så oplevede vi også, at hendes humør ændrede sig. Det var nærmest som om, at hun kom ud af sin indelukkethed. Hun blev en glad baby, og vi nyder hende virkelig, som tingene er blevet nu. I bagklogskabens lys, ville jeg virkelig have ønsket, at jeg havde banket mere i bordet, selvom man nok altid synes, at man forsøger at gøre alt, der står i ens magt. Camille døjer med nogle få bivirkninger af medicinen, f.eks. forstoppelse, men det er småting sammenlignet med alt det andet vi var igennem. Det er skønt, at man her efter 8 måneder endelig føler, at man er ved at få sin lille datter tilbage på sporet igen.


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.