(endnu en) opstart i institution

- man skulle tro man snart kunne det!

ADSKILLELSESKULTUREN

For 10 år siden da jeg afleverede mit første barn hørte jeg alle steder fra – ja ALLE, at det var bedst for barnet og at det skulle socialiseres. At mit barn ville kede sig sammen med mig og at han skulle trænes i at være sammen med andre børn.

Jeg hører stadig disse holdninger men der er længere imellem dem, syntes jeg. Måske er adskillelseskulturen ved at tage af? - eller også færdes jeg måske i et andet miljø nu, måske hører jeg det simpelthen bare ikke, for i bund og grund syntes jeg det er noget vrøvl.

Jeg syntes det er noget vrøvl fordi jeg læner mig op ad nylig forskning som viser at børn har behov for voksenkontakt. Det er der ikke så meget af i dagens Danmarks børnehaver, af den simple årsag at det ikke er muligt at måle fortjenesten af flere voksne på gulvet. Men vi begynder at kunne måle de manglende voksnes indflydelse på børnene.

Derudover er der puttet læringsmål ind i børnehaven så det er ikke længere hovedsageligt trivsel der er fokus på, men læring. Børn ned i 2-3-årsalderen skal lære at sidde stille og lytte til højtlæsning.

Før hen satte en voksen sig og læste og så ville de der havde lyst og behov komme og lytte. Men nu skal de skoles helt fra begyndelsen med regler for alt og masser af begrænsninger, og det er der behov for, for at få en hverdag til at hænge sammen, men er det for barnets bedste? Eller for samfundets bedst?

Mor og far er det bedste for barnet, efter min mening!

ER DER ET VALG

Mit fokus er hr og fru Danmark der er nogle dejlige elskelige forældre der gør meget for at være nogle super gode forældre. Men som har brug for to indkomster for at kunne få enderne til at hænge sammen.

Kunne de prioritere anderledes – ja sikkert, men det er stadig svært på en indkomst med lejeboligpriser på 13000-15000 kroner i helt almindelige kvarterer, og muligvis med en bil da den offentlige transport er næsten ligeså dyr. Så kræver det en indkomst der ligger en del over gennemsnittet og så er det ikke længere et valg. Herhjemme er vi tvunget til at arbejde begge to og så skal barnet jo i institution.

1/10 skulle vores mindste starte i børnehave. I den forbindelse havde jeg gjort mig en del tanker på hvordan det skulle foregå. Det var hendes behov jeg havde fokus på, mon det er curling? Hmm, det må blive i et andet indlæg.

SELVE OPSTARTEN

Vi kom fra dagpleje, så det var helt nyt det hele, jeg kender børnehaven for begge mine drenge har gået der, og jeg vælger den igen fordi jeg har været glad for den.

De første to dage blev jeg, på 3. dagen foreslog pædagogen at jeg skulle prøve at gå, jeg ville egentlig gerne komme nogle flere dage, ja sikkert rigtig mange dage for jeg har det rigtig godt sammen med min datter, men der var et job der ventede.

Jeg havde lovet mig selv at jeg ville følge Caias parathed. Jeg ville gå ved siden af hende igennem forløbet, rumme hendes usikkerhed og vide at vi nok skulle nå derhen sammen, hvor hun kunne være der alene og havde det godt med det. Jeg var klar over at det ikke skulle være en ”godnat-og-sov-godt” oplevelse (hvor gråd bliver underkendt som det behov det udtrykker), men en oplevelse hvor vi havde vores relation og tryghed prioriteret.

AT FORLADE SIT BARN

Da vi så sad der og skulle sige farvel fik pædagogen Caia op til sig, og det var okay et øjeblik. Caia fortrød det hurtigt, og ville retur til mig. Men det kunne hun ikke komme. Jeg prøvede at få kontakt med Caia for at sige at det var okay, men hun havde brug for at mærke mig, ikke høre mig.

På nul-komma-fem var Caia hysterisk og ked af det, jeg ville gerne have hende tilbage igen, men jeg kunne høre pædagogen sige – ”jeg tror det er bedst du går nu” Caia hørte det og skruede op.

Det hele tog kun få sekunder, I mit hoved gav ordene genklang: NU, GÅ FRA MIT BARN?

På det tidspunkt i hendes liv hun har haft allermest brug for mig. Nu, hvor det hele er skræmmende, gå fra hende et sted hvor hun ikke kender nogle af jer.  

Jeg samarbejdede med pædagogen og efterlod min datter tilbage i, hvad jeg forestiller mig var, et virvar af følelser, men i hvad jeg vidste var trygge arme, men det vidste hun jo ikke.  

Ja, børn overlever det, men er det målet? At de skal overleve eller burde det være målet at de trives, og får en sund selvfølelse, at de blive behandlet individuelt som de individer de er, og lærer deres grænser at kende, og får respekteret deres grænser så de kan respektere andres. Eller skal de bare overleve? 

LÆRINGEN

Ja, hun blev glad
Ja, hun overlevede
Ja, jeg klarede den også (efter at jeg havde hulkegrædt i 45 min)

Fik jeg lært min datter noget mere end jeg havde regnet med? F.eks. at hun nu ved at jeg kan finde på at gå fra hende når hun er allermest ked af det? Det var en læring jeg gerne havde undgået at lære hende.

Jeg vidste vi skulle tale om det – altså mig og min datter, også mig og pædagogen, men vigtigst var relationen imellem mig og min datter. Dette skulle repareres.

HENTE IGEN

Mine fødder havde ikke ramt jorden udenfor børnehaven før min datter sagde ”Jeg var ked af det i dag da du gik” Jeg svarede fuld af forståelse at ”det ved jeg godt”

Hun sagde igen tydeligt og varmt ”jeg var ked af det da du gik” som om hun ikke troede at jeg havde kunne se det. Jeg sagde ”jeg kunne godt se det” jeg satte mig ned foran hende og sagde ”jeg var også ked af det”

Hun tog de små varme hænder op til mig ansigt og holdt om det og sagde helt ind i mit ansigt ”jeg var ked af det da du gik” Jeg svarede ”Det kommer ikke til at ske igen, undskyld at jeg bare gik” Vi krammede. 

Dens næste dag mødte pædagogen mig og foreslog at vi måske skulle prøve en hurtigere afsked så det ikke blev trukket i langdrag. Jeg lyttede til hendes forslag, afslog det og sagde at vi i dag gerne ville tage os den tid det ville tage, velvidende i mit stille sind at efter gårsdagens oplevelse, at vi nok ikke ville kunne aflevere. Hun sagde at det helt i orden.

 

EN ANDEN SLAGS AFLEVERING

Jeg havde sat 30-40 min af i mit hoved til en afsked. Vi gik ind på stuen hvor der var ca. 15 børn, efter 10 min. skulle de rydde op og derefter i gang med sang, formiddagsmad og historie.  
Caia og jeg gik i garderoben.
Jeg fortalte at jeg snart skulle gå, hun ville ikke have det – det var meget tydeligt. (1 skridt tilbage)
Jeg fortalte at de skulle sidde i rundkredsen og have mad, ja, sagde hun, uden protest (1 skridt frem).
Vi sad lidt og kiggede på nogle drenge der legede vildt. Hun slappede lidt af (1 skridt frem)
Jeg sagde at jeg lige ville tage sko på, det ville hun også (1 frem og et tilbage)
Jeg sagde at det kun var mig der skulle have sko på ikke hende for hun skule jo ind på stuen.
Hun græd, jeg trøstede, hun stillede skoene (1 skridt frem)
Hun begyndte at tale om nogle regnbukser, vi talte lidt om løst og fast. (1 skridt frem)
Jeg sagde at vi kunne hente pædagogen når hun gerne ville ind
– NEJ! Det skulle vi ikke (1 skridt frem og et tilbage)
Til sidst, var det okay at vi kiggede ind og så hvad de lavede (1 skridt frem)
Pædagogen spurgte om hun skulle komme ud, jeg sagde ikke endnu.
Vi lukkede døren igen, hun var helt rolig (1 skridt frem)
Vi gik over til garderoben, denne gang stod hun bare ved siden af mig (1 skridt frem)
Vi sad lidt, talte om nogle gummistøvler, hendes taske og lidt af hvert. Hun slappede af (1 skridt frem)
Jeg sagde at nu skulle jeg gå og hun skulle ind på stuen. Hun svarede ikke (vi stod stille, og jeg ventede lidt)
Skal vi hente pædagogen, foreslog jeg, okay, men mor skulle henter hende. Okay (3 skridt frem)
Vi hentede pædagogen og hun satte sig ned på hug og talte varmt til Caia, meget varmt og imødekommende, Caia slap mit ben lidt - og vupti - så gik hun over til pædagogen.

Det sidste skridt tog hun helt selv, og jeg tog mig selv i at holde vejret.

Juuuuuhuuuuu!
Jeg sagde ”Hej Hej Skattepigen” hun vendte sig og vinkede og tog pædagogen i hånden og gik ind. Det tog 16 min. i alt i gardaroben. Jeg græd igen – men denne gang af glæde!

BUDSKABET

Nu var det min tredje gang, og som førstegangsmor kan det være svært at sige ja for sit barn og nej til andre. Institutionerne har nogle ideer og retningslinjer for hvordan de gerne vil have at en indkøring skal forgå, men det er ikke sikkert at den passer til alle børn. Det er et ønske fra institutionens side, men som mor har man også et ønske og så må man mødes.

En god start er at foretrække for alle parter, selvfølgelig vil der komme perioder hvor barnet ikke vil afleveres og så mener jeg at der skal være plads til at vi rummer og følges. Barnet skal have lov til at føle det det gør, det er ikke sikkert det kan være anderledes men der skal være plads.


Hvis du følger din mavefornemmelse, så kan du gå ved siden af barnet, ikke foran, vent – og følges ad.

Du fører vejen, men barnet bestemmer tempoet! Nogle børn har brug for mere ro, tryghed og styrke før de slipper, men de kan alle gå vejen så længe vi venter og følges med dem.  

Måske har du ikke et valg om du VIL aflevere dit barn i vuggestue/børnehave, men du kan være med til at bestemme HVORDAN du vil aflevere. Der er sikkert måder der passer institutionen bedst, med det skal også passe til mor og til barn. Dialog, afstem forventninger. Ja de har erfaringerne, men det er dig der kender dit barn.


Vi kan ikke ændre på samfundet, ind imellem ville jeg ønske man kunne, men det er et vilkår for mange mennesker at de må benytte sig at institutioner, og det skal være en god oplevelse.


Men det er en svær balance, for vi vil jo heller ikke indrømme at vi aflevere vores barn og egentlig ikke vil det, for hvad fortæller det ikke om os som forældre. Det er svært, desværre – men lige nu er det de vilkår der er.